søndag den 27. maj 2007

En grøn græsplæne - filosofiske overvejelser

Min græsplæne er grøn - for tiden endog meget grøn efter al den regn. Jeg fryder mig over den grønne farve, for jeg ved også, at om et par måneder vil der være perioder med tørke, hvor den bliver helt afsveden. Der er meget mos i mon plæne, men det skal også have log til at være der, ligesom mælkebøtterne - hov, de er jo slet ikke grønne men stærkt gule, og lige nu kan jeg se de mælkehvide kupler af frøstande blive spredt for alle vinde. Det betyder mere lugearbejde næste år. Der er også andet gult i min græsplæne lige nu, og det er "knappen" i mine bellis. Bellis har hvide kronblade. Jeg ser på de små storkenæb med hvide blomster ikke større end en nipsenål. Nogle af blomsterne er faktisk lyslilla, og giver dele af plænen et lyslilla skær. Lige nu er der også en endnu mindre blomst på vej, nemlig en lille ærenpris - med klare lyseblå blomster ikke større end en knappenål. Lidt senere ved jeg der kommer små gule kløver, og til allersidst på sommeren kommer de almindelige hvide kløver.
Min græsplæne er grøn, men den er også gul og hvid og lyslilla og lyseblå og gul igen og hvid.
Forunderlige verden.

fredag den 25. maj 2007

Opdatering udgang uge 21

Så kom jeg så langt. Har oprettet blog og også kommunikeret med en kollega uden for Hvidovre. Har oprettet RSS-Feed på musiknyheder fra DR.
Har udført åndrig chat med Rebekka. Er dog ikke sikker på Rebekka er helt enig i det åndrige.
Har som den første lagt Rushy Rashids bog Du lovede vi skulle hjem ind på Library.thing
Har oprettet konto på delicious - sæt selv punktummerne. Knapperne installeret med succes.

Jeg synes det er sjovt, men tidskrævende. Ville ikke ane, hvad jeg skulle have gjort uden Rebekka.

Hilsen Lisbeth

onsdag den 16. maj 2007

Hvidovrefilm - arrangement

Jeg fik vist trykket lidt for hurtigt på udgiv-knappen, for jeg var jo slet ikke færdig med at fortælle om filmarrangementet torsdag den 10. maj. Jeg havde annonceret 3 Hvidovrefilm til visning i cafeen, og da 70 billetter var lagt ind i Hviodvrebilletten.dk tænkte jeg panisk om der overhovedet ville komme nogen. Det gjorde der. 60 billetter var udleveret, og 53 personer dukkede op - rigtig pæn fremmødeprocent.
Bibliotekscafeen var omdannet til en noget slidt udgave af Grand, men det var også kun ved hjælp af Jens i salen, som havde rigget hele teknikken (inklusive cafeens højttaleranlæg) til, og Karin, som hjalp med at stille stole op. Vi måtte godt nok tage et par malerier ned fra væggen og vende hele molevitten 180 grader, men pyt - sådan et par kreative kvinder som Karin og mig - vi klarede det hele.
Aftenen blev en stor succes med et aldersgennemsnit på 65+, og de kunne fortælle supplerende historier, kunne de. Om skolerne, om Papegøjehusene og om livet i pakkassehusene. Meget fascinerende. At jeg så havde fået lov til at invitere på gratis smagsprøve på Fur Bryghus' industriøl gjorde kun aftenen endnu mere hyggelig. En rigtig dejlig aften.

onsdag den 2. maj 2007

Sådan!

Så lykkedes det også for sinken her at komme på bloggen. Klokken er nu 15.50 og De er... nej og det er ved at være gå-hjem-tid.